Skov og mark

Som typisk i Østjylland ligger markerne hvor terrænet er fladt og jorden god. Skoven finder man på skråningerne, og hvor jorden i øvrigt er vanskelig at dyrke.

Markdriften.
Landbruget omfatter 300 hektar, hvoraf en del er enge med sommergræssende ammekøer. På de dyrkede marker avles korn, græsfrø, ærter og raps, ofte til produktion af såsæd eller brødkorn. Afgrøderne tørres og renses på gården, og kan opbevares i mange måneder i ladens siloer.

Landbruget drives traditionelt, med stort hensyn til den vilde fauna og til de mange levende hegn.


Høst af græsfrø

Skovdriften
Skovene dækker 650 hektar. De vigtigste løvtræarter er bøg, eg, ask og el. Arealet med løvtræ er stigende og udgør nu 42 % af skoven. Nåletræarterne er primært rødgran, sitkagran, douglasgran, lærk og skovfyr.

Siden 1840 er skovdriften gennemført systematisk med nøje opgørelse af træarts- og aldersfordeling i de 1.325 afgrænsede bevoksninger Det både smukke og meget afvekslende skovbillede er resultatet af en differentieret indsats af hugst og tilplantning i disse bevoksninger.

En lille del af skoven er tilplantet med ædelgran, overvejende nobilis, der hvert år i oktober og november udnyttes til klip af pyntegrønt.

Birkebakkerne 10. januar

 

Birkebakkerne 10. juli

Hvad må man i skov og mark?
Den almindelige regel er, at man må gå og cykle på alle Godsets private veje fra kl. 6.00 til solnedgang.

Af hensyn til flora og fauna er det ikke tilladt at gå ind på marker eller i skovbevoksninger.

Man må slå sig ned og holde hvil, hvor man har lyst, dog ikke nærmere end 150 m. fra beboelser.

I nærheden af vejene må man plukke blomster og samle svampe til eget brug. Men man må ikke tage planter op af jorden eller brække grene af træerne.

Hunde må ikke slippes løs. Rådyr, sikaer, harer og fugle skræmmes af hunde, derfor er reglen helt præcis: Hunde skal altid føres i snor.

Der er særlige regler for større arrangementer, udflugter og orienteringsløb. Ring eller send en e-mail og få nærmere oplysning.

Der gives ofte tilladelser til stilfærdige aktiviteter i skoven. Skoler, spejdere og foreninger i de omliggende kommuner kan regne med at få tilladelse til at arrangere ture i skoven - også uden for veje og stier. Men spørg først, så bliver man ikke overrasket af et jagtselskab eller af maskiner der fælder træer.

Ridning
Ryttere skal have et personligt ridekort der giver adgang til ca. 30 km. skov- og markveje. Se Ridning

Jagt
Jagten på godsets 7 distrikter bliver passet af gode jyske jægere i faste konsortier. Se Jagt

Lystfiskeri
Lilleåen er indbegrebet af det østjyske ørredfiskeri. Åen huser den mest produktive ørredbestand i Danmark. Se Lystfiskeri

Brændesalg
I Bidstrups skove kan man få brænde af alle arter til rimelige priser. Se Brænde

Skovfrø Nobilis Bevoksningen i Volstrup skov er kåret med betegnelsen "F.545 Bidstrup Jyll." Denne nobilis er, iflg. Forskningscenter for Skov- og Landskabs analyse, en af landets bedste producenter af klippegrønt. Koglerne plukkes omkring 1. september og de færdige frø afsættes i samarbejde med HedeDanmark. Se Skov-info.